Kaptajn var skyldig i Bountys forlis i 2012
National Transportation Safety Board, NTSB, skriver i en rapport, der kom i går, at det var kaptajnens hensynsløse beslutning om at sejle ind i den varslede rute for orkanen Sandy, der var den sandsynlige årsag til forliset af Bounty ud for North Carolinas kyst i oktober 2012, hvor to omkom.
”Det var kaptajnens uforsvarlige beslutning om at sejle skibet ind i den forventede vej for orkanen Sandy, som udsatte det aldrende fartøj og en uerfaren besætning for betingelser, som fartøjet ikke kunne lev op til. Manglen på effektivt tilsyn med sikkerheden i fartøjets organisation, bidrog til forliset”, står der i rapporten fra NTSB.
NTSB rapportens konklusion kommer ikke som nogen reel overraskelse. Kaptajn Robin Walbridge, der omkom sammen med et besætningsmedlem, Claudene Christian, ved forliset af kopien af HMS Bounty, skulle aldrig have sejlet ud under de vejrforhold. Tre andre besætningsmedlemmer kom alvorligt til skade, mens 14 blev reddet.
Man kunne fokusere på det relativt uerfarne mandskab, det materiale, der brugtes til kalfatring mens skibet var på værft, opdagelsen af råd i skroget eller lænsesystem, der ikke virkede samt mangel på velfungerende back-up pumper.
Intet af disse forhold ville ifølge rapporten nødvendigvis have ført til forliset, hvis kaptajnen havde forsøgt at sejle skibet i havn og søge læ, frem for at prøve at sejle uden om orkanen. Et forsøg, der dog var tæt på at lykkedes.
Det tremastede sejlskib HMS Bounty befandt sig cirka 90 sømil sydøst for Hatteras i North Carolina, da skibet kom i problemer. I området var der vindstød på 65 kilometer i timen og fem meter høje bølger. Besætningen var iført overlevelsesdragter og redningsveste, da folkene gik i to redningsflåder, hver med plads til 25 personer.
HMS Bounty blev bygget til filmen ’Mytteriet på Bounty’ for 50 år siden. HMS Bounty var en kopi af det britiske fartøj, der blev verdenskendt, da besætningen om bord i 1889 gjorde mytteri i Tahiti. Historien blev filmatiseret med Marlon Brando i hovedrollen i 1962.
HMS Bounty har også medvirket i filmen ’Pirates of the Caribbean’ med blandt andre Johnny Depp.
Kilde: National Transportation Safety Board