Kanalafgørelse dyrt for DFDS-aktionærer
Fredagens afgørelse i Den britiske Court of Appeal, der gav SCOP ret i deres appel af afgørelsen truffet af den britiske Competition Appeal Tribunal, har betydet, at spekulative aktionærer sælger ud af aktierne. Det gør at selskabets aktier i dag er faldet med over seks procent på Børsen i København.
Afgørelsen betød, at My Ferry Link måske stadigvæk får mulighed for at drive færgeruten mellem Dover og Calais videre efter den 9. juli 2015. Den britiske konkurrencemyndighed Competition and Markets Authority har dog fire uger til at anke afgørelsen til Højesteret, så kendelsen er altså ikke endelig.
DFDS er selv ved at undersøge mulighederne for at anke, hvis ikke konkurrencemyndigheden gør det. To ud af tre dommere gav SCOP/ Eurotunnel ret i appelsagen, mens én stemte imod.
På trods af meget hård konkurrence på Kanaltrafikken de seneste år er det lykkedes DFDS at levere fornuftige resultater. På baggrund af resultatet i 2014 øgede selskabet således udbyttet fra 14 til 18 kroner pr. aktie og igangsatte et nyt aktietilbagekøbsprogram.
Redaktionen