Ja til tre store vindmøller ved Lindø
Et flertal i Kerteminde Byråd vedtog torsdag aften, at Energi Fyn, på trods af en række naboprotester, må opstille tre 150 meter høje vindemøller på den kommende udvidelse Odense Havneterminal ved Lindø. Det skete med stemmerne 15 mod 10.
”Godkendelsen af Energi Fyns vindmølleprojekt har stor betydning for udvidelsen af havneterminalen. Vindmølleprojektet vil bidrage til at sikre udviklingen af havnen samt skabe grøn udvikling og vækst”, siger administrerende direktør Carsten Aa, Odense Havn til TV2/Fyn.
I forbindelse med mølleprojektet etablerer Energi Fyn en vindpuljeforening, der giver 0,5 procent af omsætningen af Energi Fyns ejerandel til almennyttige formål i området. De nærmeste naboer får også mulighed for at investere i projektet.
På Odense Havn er der allerede en række aktører inden for vindenergi, blandt andet LORCs testcenter samt MHI Vestas, der vil samle naceller til selskabets 8 MW mølle på Lindø. Odense Havn og Energi Fyn venter, at det nye samarbejde og udvidelsen af havneterminalen vil gøre Lindø til et fynsk kraftcenter for grøn energi.
Vindmøllerne vil kunne levere omkring 30 GWh årligt. Det svarer til det årlige gennemsnitlige elforbrug i cirka 7.500 enfamilieshuse. Møllerne ventes at være klar til at producere den første strøm fra midten af 2016.
Kilde: TV2/Fyn