ITF kritiserer Norge i Color Line-sag
Den norske regerings intentioner om at give efter for Color Lines udmelding om mulig udflagning og imødekomme rederiet ved at ændre NIS-reglerne, har mødt stor kritik, også internationalt. ITF advarer nu den norske regering mod at tillempe NIS og dermed kunne være årsag til social dumping.
”Træk forslaget tilbage og gå i stedet i meningsfuld dialog med det norske maritime arbejdsmarkeds parter om vejen frem for den norske færge-sektor”, står der i en opfordring fra ITF’s kongres, der blev afholdt i Singapore i sidste uge.
Bag opfordringen står også et samlet Nordisk Transportarbejder Forbund med 45 organisationer fra Norge, Sverige, Island, Færøerne, Finland og Danmark. ITF skriver, at ændrede norske NIS-regler vil betyde tab af norske arbejdspladser, ulig konkurrence og social dumping.
ITF påpeger videre, at den norske statsminister Erna Solberg udtalte sig imod internationale konventioner, da hun 10. oktober fastslog, at ingen søfarende vil miste jobs, idet cateringansatte om bord ikke er søfarende.
Dette er et brud på Maritime Labour Convention, som også er tiltrådt af Norge,mener ITF, der henviser til MLC-definitionen af, hvem der omfattes af begrebet ”søfarende”. Catering-ansatte er ifølge konventionen også søfarende.
Det vurderes af flere parter, at omflagning af Color Lines færger på ruten til Tyskalnd kan betyde tab af 700 norske jobs.
Kilde: CO-Søfart