IMO sætter fokus på cybersecurity
Når IMO’s søsikkerhedskomité (MSC) i disse dage mødes i London, er cybertrusler mod skibsfarten på dagsordenen. Danmarks Rederiforening mener, at der bør udvikles nogle anvendelige værktøjer i forhold til en potentiel cybertrussel frem for regler, der ikke kan tage højde for den konstante udvikling på området.
”Selvom vi endnu ikke har set alvorlige cybertrusler mod skibe, bliver vi nødt til at tage risikoen alvorligt. Skibene bliver stadig mere højteknologiske samtidig med, at hele forsyningskæden også bliver mere og mere afhængig af informationsteknologi. Det vil stille øgede krav til sikkerheden, så for eksempel kriminelle ikke misbruger de muligheder, som den teknologiske udvikling giver”, siger Morten Glamsø, chefkonsulent i Danmarks Rederiforening, som deltager i mødet.
MSC besluttede på det seneste møde i juni 2015 at sætte cybersecurity på dagsordenen. Siden da har en række internationale rederiorganisationer, såsom International Chamber of Shipping og BIMCO, udarbejdet en specifik industrivejledning, der giver gode råd om, hvordan man udarbejder relevante procedurer til at opretholde cybersikkerhed ombord i skibene.
”Vi kender ikke fremtidens trusselsbillede, som hurtigt kan ændre sig. Samtidig vil truslen være forskellig fra rederi til rederi og fra skib til skib. Det rigtige værktøj er derfor ikke at indføre rigide regler på området, men i stedet, at der udvikles nogle brugbare værktøjer, som rederierne kan bruge til at sikre sig. Her er industrivejledningen relevant, og jeg håber derfor, at der er opbakning til den i IMO”, siger Morten Glamsø.
Kilde: Danmarks Rederiforening