IMO forhandler sikkerhed på passagerskibe
Hvilket sikkerhedsniveau skal der være for mindre passagerskibe, og hvad er det teknisk muligt at opnå? Det er nogle af punkterne, IMO har på programmet i den kommende uge. IMO skal på sin 97. samling i søsikkerhedskomiteen (MSC) blandt andet tage stilling til valget mellem to formler.
Formlerne er en del af grundlaget for at udregne, hvordan et passagerskib skal konstrueres, så det har en tilstrækkelig modstandsevne i tilfælde af en skade, der laver hul i skroget.
Per Sønderstrup, kontorchef i Søfartsstyrelsen, siger:
”Formlerne er et udtryk for, at IMO ikke længere vedtager meget detaljerede regler, som angiver præcise tekniske løsninger baseret på traditioner og erfaringer fra for eksempel dengang, man fyrede med kul på skibene. I dag er det IMOs ambition at vedtage regler, der blandt andet er baseret på forskning og fysiske principper, og som muliggør at bygge nye løsninger, som man ikke har set før. Det bakker vi op om fra dansk side, da vi arbejder aktivt for at gøre reguleringen målbaseret og funktionsbaseret for at fremme teknologineutral regulering og innovation og for dermed at give Det Blå Danmark de bedste muligheder for at udnytte dets kompetencer i den globale konkurrence”.
Danmark er fortaler for at opnå et så godt sikkerhedsniveau, som det er teknisk muligt, men det, der skal drøftes i IMO, drejer sig netop om, hvad der er teknisk muligt, når der stadig skal være plads til fragt og passagerer om bord, og når skibet for eksempel skal kunne komme ind i eksisterende færgelejer. Der forventes enighed om den ene eller anden formel i løbet af ugen, når argumenterne er blevet vendt.
Kilde: Søfartsstyrelsen