Hurtigruten er i finansiel bedring
2013-årsregnskabet for det norske færge- og krydstogtrederi Hurtigruten viser en klar forbedring i rederiets økonomiske situation. Rederiets omkostningsbesparelser har båret frugt, og underskud er vendt til overskud.
I 2013 gennemførte Hurtigruten besparelser på 40 mio. norske kroner, og i år vil besparelserne udgøre 60 mio. norske kroner sammenlignet med 2012-niveauet. I 2015 er der planlagt besparelser på 100 mio. norske kroner.
Besparelserne var med til at give Hurtigruten et nettoresultat på 25 mio. norske kroner i 2013 sammenlignet med et tab på 329 mio. norske kroner i 2012.
En af besparelserne bestod i, at Hurtigruten sidste år flyttede hovedkontoret fra Narvik til Tromsø. Ved at flytte hovedkontoret til Tromsø kunne rederiet sælge en del ejendomme i Narvik.
Kilde: TradeWinds