Havneslam giver ballade i Kolding
Kolding Erhvervshavns tilladelse til dumpning af havneslam ved Trelde Næs skaber voldsom vrede hos borgere og Danmarks Naturfredningsforening, DNF, i nabokommunen Fredericia. Nu melder DNFs afdeling i Kolding sig også ind i kampen.
”Nu synes kommunen ikke længere, den har plads til sit eget snavs. Derfor har man meget heldigt fundet et sted i havet ud for Trelde Næs, hvor der for mange år siden er afsat et område til den slags materiale. Men man afleverer ikke bare sit skidt på en fjern lokalitet uden for kommunen, heller ikke selv om det er lovligt. Der er ude af trit med enhver moderne miljøpraksis”, siger Boj Bro og Christian Gøttig fra DNF i Kolding til jv.dk.
Kolding Havn offentliggjorde i starten af februar, at planerne om af et nyt slambassin, fordi det nuværende er fyldt op, var droppet. Det skyldes blandt andet voldsom lokal modstand og store krav om erstatning fra grundejerforeninger.
Havnen har fået Naturstyrelsens tilladelse til at klappe 71.250 kubikmeter slam slam ud for Trelde Næs i nabokommunen Fredericia i stedet. Det er helt lovligt, da området er afsat til formålet, når blot grænseværdierne for tungmetaller og andre miljøskadelige stoffer ikke overskrides. Det er ikke tilfældet for slammet fra Kolding Havn.
DNF påpeger, at der i området ved Trelde Næs lever marsvin som er beskyttet af EU's habitatdirektiv. Foreningen mener ikke, at det er taget med i Naturstyrelsens overvejelser, inden tilladelsen til klapning blev givet og overvejer nu med at bringe sagen for retten i EU.
For at sikre vanddybden i indsejlingen og selve Kolding Havn kræves det, at der fjernes ophobet slam fra havnen og sejlrenden cirka hvert femte år.
De 71.250 kubikmeter svarer i mængde til omkring 2.500 lastbillæs.
Der er givet tilladelse til klapning af slammet tre gange i løbet af en fem - årig periode. Den gælder kun for månederne november til og med juni. Da slammet kan indeholde organiske materialer, der hurtigt omsættes ved højere vandtemperatur og lavere vandudskiftning, som
kan betyde iltsvind, må der ikke klappes i sommermånederne og begyndelsen af efteråret.
Kilde: jv.dk