Havnearbejder fra Horsens får erstatning
En 57-årig havnearbejder får erstatning for en arbejdsulykke på Horsens Havn, hvor han var med til at losse et skib med jernprofiler. Da han skulle kravle ned i lasten via en lejder, mistede han balancen og faldt flere meter ned på ryggen.
Han slog ryggen og den ene fod og er siden kommet på førtidspension, da han ikke har kunnet arbejde. Arbejdsgiveren, Jyllands-Terminalen på Horsens Havn, ville ikke anerkende, at han slog ryggen ved faldet. Havnearbejderen kunne heller ikke bevise, at lejderen manglede et trin.
Derfor endte sagen i retten, hvor flere af hans kolleger fortalte, at der manglede et trin på lejderen.
Både byretten og landsretten fandt det bevist, at han havde faldet, fordi lejderen var defekt. Arbejdsgiveren er derfor blevet erklæret ansvarlig for ulykken og skal betale 536.000 kr. i erstatning samt sagens omkostninger.
Der er ellers godt gang i omsætningen af både jern, foderstoffer og skærver på Horsens Havn. Havnen satte sidste år omsætningsrekord med 718.000 ton gods. Den høje aktivitet ser ud til at fortsætte i år.
Kilde: Horsens Folkeblad