Havne: Kommuner må ikke afgøre inhabilitet
Statsforvaltningen omstøder en afgørelse, hvor en kommune har erklæret en havnebestyrelsesformand inhabil. Ifølge Statsforvaltningen er en kommunal selvstyrehavn en særlig forvaltningsmyndighed, der ikke kan betragtes som en del af den kommunale enhedsforvaltning.
Arkivbillede Frederikshavn Havn, en selvstyrende havn.
”Det ligger uden for Statsforvaltningens kompetence at tage stilling til inhabilitet i en selvstyrehavn, idet vi ikke fører tilsyn med selvstyrehavne. Det forhold, at kommunalbestyrelsen har en række styringsmæssige beføjelser over for selvstyrehavnen kan ikke føre til, at kommunalbestyrelsen har kompetence til at træffe afgørelse om inhabilitet i selvstyrehavnen efter forvaltningslovens § 6, stk. 2.”, skriver Statsforvaltningen i sin afgørelse.
I forlængelse af, at kommunalbestyrelsen ikke er kompetent til at træffe afgørelse om inhabilitet i selvstyrehavnen, har den kommunale forvaltning heller ikke haft kompetence til at træffe afgørelse herom på vegne af kommunalbestyrelsen.
Havnebestyrelsen har således ikke status af fast udvalg under kommunalbestyrelsen, men er en selvstændig juridisk enhed. Statsforvaltningens afgørelse er principiel. Navnet på den kommunale selstyrehavn, der er årsag til afgørelsen er derfor ikke offentliggjort.
De kommunale selvstyrehavne i Danmark er: Aabenraa, Assens, Esbjerg, Frederikshavn, Guldborgsund (Nykøbing F., Orehoved, Stubbekøbing og Gedser), Hanstholm, Helsingør, Hirtshals, Holstebro-Struer, Horsens, Hvide Sande, Kalundborg, Kolding, Korsør, Køge, Næstved, Randers, Rømø, Skagen, Thorsminde, Thyborøn, Vejle, Vordingborg og Aarhus.
Kilde: Danske Havne