Havareret bulker truer mexicansk havmiljø
På trods af klare aftaler om, at ejeren af den grundstødte bulker Los Llanitos - der forliste på klippekysten ved Punta Graham under orkanen Patricia i oktober sidste år - skulle tømme skibet for miljøfarlige stoffer og derefter skrotte det på stedet, er intet sket.
Skibets brændstoftanke er godt blevet tømt, men de er fortsat ikke renset, og andre miljøfarlige stoffer der befinder sig om bord, er heller ikke blevet fjernet.
Til gengæld er nedbrydningen af skibet fortsat. Der er talrige huller i skroget, og kun de færreste tror at det vil kunne klare en ny orkan.
Skibet udgør med andre ord en trussel for havmiljøet, men skibets ejere kan eller vil ifølge mexicanske medier ikke bruge flere penge på skibet, der formelt har Naviera Para Mineral i Mexico City som ejer, mens den retmæssige ejer er Cyprus Sea Lines i Athen. Skibet opereres af Executive Ship Management, i henhold til Equasis-databasen.
Skibet er klassificeret af American Bureau of Shipping og har en forsikring hos Britannia Steamship.
Kilde: Vesseltracker