Hård sommer for de danske udlandsfærger
På trods af at grænserne åbnede lige inden sommerferien, var der kun halvt så mange passagerer om bord på færgerne til Sverige, Norge og Tyskland som sidste år. Det viser en ny opgørelse over færgetrafikken fra Danske Rederier.
”Den dårlige sommer kommer oven på et tabt forår, og det vil være naivt at tro, at danskere, tyskere, svenskere eller nordmænd begynder at rejse som normalt de kommende måneder. Situationen på grænserne er helt uforudsigelig, så rederierne står over for nogle udfordrende måneder”, siger Jacob K. Clasen, viceadm. direktør i Danske Rederier.
Udenrigsfærgerne har normalt 41 procent af passagererne i sommermånederne. Derfor er det et hårdt slag, at sommeren ikke har været bedre i år.
”Selvom om Danmark og Europa lukkede langsomt op hen over sommeren, har udenrigsfærgerne slet ikke haft den sædvanlige ferietrafik. Mange har holdt ferie i hjemlandet, og rejserestriktioner bliver ved at spøge for færgerne, som sejler til Norge. En halvering af sommerpassagerne er alvorligt for rederierne,” siger Jacob K. Clasen.
De enkelte selskaber er forskelligt ramt på passagerantallet.
Ser man samlet på Scandlines’ to ruter Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock ligger passagertallet i sommermånederne 57 procent under samme periode sidste år.
Hos Fjord Line, som sejler mellem Hirtshals og flere byer i Norge, kan man bekræfte tendensen og melder i år om en 41 procents nedgang i sommerperioden.
På Helsingør-Helsingborg har ForSea i sommermånederne haft en nedgang i passagerantallet på 55 procent. Og på DFDS’ færger mellem København, Frederikshavn og Oslo har man i sommeren kun haft 30 procent af det normale passagertal.
Kilde: Danske Rederier