Hapag-Lloyd- UASC fusion på plads i maj
Alt er på rette spor for fusionen mellem Tysklands Hapag-Lloyd og United Arab Shipping Company (UASC), der skal afsluttes sidst i maj. Det erklærer Hapag-Lloyd efter medierapporter om, at fusionen er vedtaget og vil blive offentliggjort før Hapag-Lloyds generalforsamling 29. maj.
”I øjeblikket forbereder vi integrationen inden for lovgivningens grænser. Vi vil komme med en mere omfattende erklæring inden for de næste to uger”, siger Hapag-Lloyds talsmand til World Maritime News.
Fusionsaftalen blev underskrevet i juli 2016 og skaber et kombineret selskab med en flåde på 237 skibe med en samlet transportkapacitet på omkring 1,6 millioner TEU. Det nye selskab forventes at håndtere et årligt volumen på 10 millioner TEU og har en samlet omsætning på cirka 12 milliarder USD.
I henhold til aftalen vil CSAV, HGV (Hamburg City) og Kühne Maritime fortsat være kontrollerende aktionærer i Hapag-Lloyd. De fleste aktionærer i UASC, Qatar Holding LLC og The Public Investment Fund of the Kingdom of Saudi Arabia vil blive nye nøgleaktionærer i Hapag-Lloyd, med henholdsvis 14 og 10 procent.
Fusionen var oprindeligt planlagt til at være afsluttet inden udgangen af marts, men slutdatoen blev skubbet, da de endelige forberedelser tog mere tid end forventet.
Fra 2019 forventer Hapag-Lloyd fusionen at resultere i årlige synergier på 435 millioner USD. Fusionen ventes at give engangsomkostninger på omkring 150 milioner USD som følge af transaktionen og integrationen af UASC i Hapag-Lloyd.
Kilde: World Maritime News