Hanstholm Havn inviterer til dialogmøde
Direktør for Hanstholm Havn Birgitte Juhl er bekymret for, at Hanstholm Havn bliver overhalet indenom af andre nordjyske havne, hvis ikke der hurtigt kommer gang i havnens udbygningsplaner, der har stået i stampe siden havnen måtte aflyse en udbudsrunde.
Derfor har havnedirektør Birgitte Juhl indbudt medlemmerne af Thisted Kommunes kommunal-råd til et dialogmøde om udvidelsesprojektet. På dialogmødet vil havnedirektøren gennemgå strategien og visionerne for havneudvidelsen, og efterfølgende er der mulighed for at diskutere strategien for 2014. Alle kræfter skal mobiliseres
”Den aktuelle situation understreger vigtigheden af, at vi sætter alle sejl til for at sikre fremdrift i projektet. Mere end 3200 borgere har allerede taget affære og samlet sig i en gruppe på Face-book, hvor de klart og tydeligt viser deres opbakning til udvidelsesplanerne”, siger havnedirektør Birgitte Juhl.
”Projektet afhænger 100 procent af helhjertet lokal opbakning, og vi har brug for at sætte alle kræfter i spil for at råbe Christiansborg op, så projektet kan realiseres”.
En udvidelse af Hanstholm Havn er ifølge direktøren helt nødvendig for at vende den negative udvikling med faldende befolkningstal og stigende arbejdsløshed i Thisted Kommune og det øvrige Thy. En større havn i Hanstholm er den saltvandsindsprøjtning, som området har brug for. En analyse fra 2012 viser således, at en udvidelse af Hanstholm Havn vil medvirke til at skabe 1000 nye jobs og øge Thisted og de omkringliggende kommuners skatteindtægter med 78 mio. kroner årligt.
”Et vigtigt fremtidigt forretningsområde for virksomhederne på og omkring Hanstholm Havn er opgaver for offshore-sektoren, hvor opgavemængden vil blive enorm. De øvrige nordjyske havne er allerede godt i gang med at køre sig i stilling i forhold til de mange offshore-opgaver, og nye samarbejder tager form på tværs af Vendsyssel. Hvis virksomhederne i Thy skal have del i forretningsområdet og mulighed for at udnytte synergierne, er der ingen tid at spilde”, skriver havnen i en udsendt pressemeddelelse.
Fakta om udvidelsen af Hanstholm Havn
• Den planlagte udvidelse af Hanstholm Havn vil tredoble havnens størrelse og sikre en dybgang på 12,5 meter.
• Formålet med udvidelsen er at fremtidssikre havnen, så den kan modtage større fartøjer og imødekomme de mange forskelligartede krav fra potentielle forretningsområder som fiskeri, offshore, transport og grøn energi.
• En oplandsanalyse fra 2012 dokumenterer, at en udvidelse af Hanstholm Havn vil give 120 nye jobs i anlægsfasen og over 1.000 faste stillinger, når havnen er fuldt udbygget.
Kilde: Hanstholm Havn