Gud er med i beslutningerne i rederi
Når Jørgen Roed, Svendborg, skal disponere i sit rederi med tre specialskibe, tager han Gud med ind i beslutningerne. For eksempel skete en udvidelse af flåden med indkøb af skibet Laura efter et signal ”ovenfra”.
”Umiddelbart var jeg måske ikke til at udvide rederiet, men jeg gjorde, som min Herres råd lød og tog til Norge. Efter nogen tids snak frem og tilbage med sælgere, endte det så med, at jeg købte to skibe af dem”, siger Jørgen Roed, der ved siden af at være skibsreder også er aktiv i Pinsekirken i Svendborg.
I starten var det ene af de to nye skibe en mindre god forretning, men så kom der heldigvis en stor og lang kontrakt til skibet, og nu er skibet en fin forretning.
Rederiet råder over tre ældre, men opdaterede og renoverede skibe, nemlig Laura, Christoffer og Karoline, som chartres ud til havforskning, fugletælling og opmåling af bundforhold ved placering af vindmølleparker.
Kilde: Søsiden, Fyns Amts Avis