Grønlandske hellefiskere i oprør
Den grønlandske fiskeriorganisation, KNAPK, risikerer at stå over for en større medlemsflugt, da en række hellefiskefiskere har truet med at melde sig ud. Hellefiskefiskerne i Ilulissat tror ikke længere på deres egen organisation.
Kvoten for det kystnære fiskeri efter hellefisk med jolle i Diskobugten er ved at være opfisket. Der har været indhandlingsstop for joller i Diskobugten siden den 28. juli. Nu har de kystnære fiskere fået nok og vil ikke være med længere.
Utilfredsheden har ulmet i et godt stykke tid. I løbet af weekenden brød den så ud i lys lue, da en række hellefiskefiskere i Diskobugten meddelte, at de vil danne deres egen organisation. De føler sig svigtet af KNAPK, som de mener ikke har ydet en tilstrækkelig indsats for at tilgodese deres interesser.
Kilde: sermitsiaq.ag