Grønlandsk offshore forsyningsselskab
Royal Arctic Line og Danbor Service går nu sammen om at stifte et nyt selskab - Arctic Base Supply - der skal servicere olieindustrien i Grønland med en bred vifte af serviceydelser.
Ydelserne vil bl.a. omfatte: transport, spedition, agenturvirksomhed, kontor og lagerleje, manpower, catering, logistik, bunkering, udstyrsleje, toldklarering og toldlager, produktion samt reparation og vedligehold, såvel onshore som offshore.
Danbor Service, der er en del af A.P. Møller Gruppen, og det grønlandske rederi Royal Arctic Line har gennem halvandet år sammen deltaget i forberedelserne til de kommende prøveboringer efter olie ved Grønland. Nu tages næste skridt, for at forene de to selskabers kompetencer.
"Vi har haft mulighed for at se hinanden an, og det er begge parters umiddelbare vurdering at kombinationen af begge selskabers spidskompetencer, vore værdigrundlag, og ikke mindst forventningen til de kommende off shore aktiviteter ved Grønland, gør at der er fornuft i at tage det næste skridt i samarbejdet via dannelse af et fælles offshore base supply selskab i Grønland", siger udviklingschef i Royal Arctic Line, Niels Clemensen.
Danbor Service er den største offshore baseaktør i Danmark, og har i over 30 år serviceret olieindustrien i Nordsøen - selskabet er bl.a. repræsenteret på Færøerne og i Aberdeen, Skotland.
Royal Arctic Line har i 17 år stået for søtransporten til og fra Grønland, og virksomheden bygger på flere hundrede års erfaringer med sejlads og operation i arktiske farvande. Samtidig driver Royal Arctic Line gennem Royal Arctic Havneservice 13 terminaler i Grønland, og erfaringerne herfra vil også indgå i det nye selskabs kompetencer.
"Som en naturlig forlængelse af den underskrevne hensigtserklæring fra marts 2008 tager vi nu det næste skridt i vore bestræbelser på at være med i udviklingen af olie og gasindustrien i Grønland. Vi er overbeviste om, at den meget omfattende servicepakker, som de to selskaber kan tilbyde til olieindustrien, vil være attraktiv og interessant i de kommende aktiviteter - en interesse vi allerede har mærket fra flere sider. Med dannelsen af Arctic Base Supply introducerer vi et stærkt team som er klar til at tage de store logistikmæssige udfordringer op", siger
projektchef i Danbor Service AS, Steen O. Hansen.
Selskabet får hovedkontor i Grønlands hovedstad, Nuuk, men vil tilbyde sine services i de havne i Grønland som fremover vil være basehavne for olieselskaber der opererer i farvandene omkring Grønland.
Kilde: Arctic Base Supply