Grønlands sælskindsproblem måske løst
Det kommende samarbejde, som er aftalt med Sydkorea, kan måske blive løsningen på Grønlands problemer med salg af sælskind på verdensmarkedet. Det kom frem på et møde mellem formanden for Inatsisartut, Josef Motzfeldt og Sydkoreas ambassadør i Danmark Byung Kim.
Grønland har store fiskeressourcer og Sydkorea har med små 50 millioner indbyggere et stort marked med få fiskeressourcer. Ifølge Josef Motzfeldt var den sydkoreanske ambassadør på mødet i København meget optaget af muligheden for at importere ikke bare sælskind, men også kød fra sælerne.
”Den sydkoreanske befolkning er meget tiltalt af den grønlandske tradition med både at udnytte sælkødet og at sælskindet faktisk er et biprodukt”, siger Josef Motzfeldt.
På mødet drøftede Byung Kim og Josef Motzfeldt en række forskellige samarbejdsemner. Ud over samarbejde på uddannelsesområdet, der blev aftalt mellem Grønland og Sydkorea under den sydkoreanske præsidents nylige besøg i Grønland, så pegede Josef Motzfeldt også på et muligt samarbejde på handelsområdet.
Grønland har haft store problemer med at finde købere til sælskind, da fangst af sælerne er blevet kædet sammen med drab på baby babysæler med køller i andre lande. Fremtiden må så vise, om de problemer, der har været og stadig er der for den grønlandske sælfangst kan løses i samarbejdet med det østasiatiske land.
Kilde: KNR