Grenaa Havn indgår aftale om grøn strøm
Energikoncernen NRGi skal fremover sikre, at aktiviteterne på Grenå Havn bliver drevet af grøn strøm fra vedvarende energikilder, og på længere sigt levere lokalproduceret strøm fra nyetablerede projekter i nærområdet
”Verden er i forandring og Grenaa Havn er med. Det er både vores ønske og forpligtelse at medvirke til at skabe grøn vækst og fremme at bæredygtighed gennemsyrer alt, hvor det er muligt– internt som eksternt. Derfor er vi glade for at kunne indgå en aftale med NRGi, der deler vores ambitioner for en grønnere verden”, siger forklarer Henrik Carstensen, CEO hos Grenaa Havn.
Der er indgået en tiårig aftale, hvor NRGi indledningsvist servicerer havnen med grøn strøm fra NRGi’s egne vindmøller ved Tagmarken i Thisted. Ambitionen er, at Grenaa Havn medvirker til realiseringen af et kommende projekt ved at indgå en tiårig fastpris aftale.
”Vi glæder os til at indgå i et partnerskab, hvor vi kan bidrage til at fremme den grønne omstilling lokalt i området og på længere sigt, at samarbejdet medvirker til, at der produceres mere grøn strøm til gavn for hele energisystemet”, siger Jakob Bundgaard, direktør hos NRGi Renewables.
Redaktionen