Græsk tørlastflåde under hårdt pres
De græske tørlastrederier, der tilsammen råder over verdens tredjestørste flåde af bulkskibe, er under hårdt pres. Ikke kun fra et marked der er det dårligste siden den store krise i 1980’erne, men også fra de græske banker der ikke har råd til beholde rederierne som kunder.
Den græske stat balancerer på kanten af en statsbankerot, hvilket gør det særdeles vanskeligt for de græske banker at låne penge. Følgen er, at de græske banker -
for selv at overleve - må rydde balancen for de dårligste kunder. Og til denne gruppe hører lige nu de græske tørlastrederier.
Netop nu, hvor de økonomisk pressede tørlastrederier har mest brug for støtte fra deres bankforbindelser, er bankerne tvunget til at reducere udlånet eller direkte trække stikket på rederierne.
Følgen kan blive katastrofale for tørlastrederierne. De kan blive tvunget til at sælge ud af deres flåder til meget lave priser, i et forsøg på at nedbringe gælden til bankerne. Alternativt at tage private equity selskaber ind på medejere eller nye ejere for at sikre den finansiering bankerne ikke længere kan eller vil stå for.
For udenlandske tørlastrederier er den græske tragedie ikke en fordel.
Ganske vist vil et brandudsalg af græske tørlastskibe gøre det muligt at udvide for billige penge, men alt andet lige vil billig tonnage føre til yderligere pres på de eksisterende tørlastrederier, der i forvejen kæmper med at nedbringe omkostningerne for at matche de lave rater.
Kilde: Maritime Executive