Godsbaneterminal i Hirtshals i koncession
Udviklingen af Hirtshals som et logistikcenter placeret centralt i Skandinavien er blevet styrket, og fra midten af 2015 udgør Hirtshals et intermodalt omdrejningspunkt, når den nye godsbaneterminal er klar til at blive taget i anvendelse. Nu udbydes trafikken på godsbaneterminalen i koncession.
Godsbaneterminalen kommer til at ligge mellem Hirtshals Havn og Hirtshals Transport Center og med direkte adgang til motorvej E39. Anlægsarbejderne er allerede påbegyndt og forventes at være afsluttet midt i året. Godsbaneterminalen består af 675 meter spor og 24.000 kvadratmeter opmarchplads, der ligger parallelt med den eksisterende jernbane mellem Hjørring og Hirtshals.
Der er forventninger om, at godsbaneterminalen ved Hirtshals Havn vil være med til, at transportudbyderne i godstransportsektoren kan tilbyde nye løsninger i Skandinavien. På den måde vil godtransporten kunne optimeres, idet det vil være muligt at kombinere vejtransport, søtransport og jernbanetransport på den mest fordelagtige måde.
I forbindelse med etableringen af godsbaneterminalen skal der etableres et samarbejde med en operatør, der skal drive jernbanetrafikken på Hirtshals samt forestå driften af selve godsbaneterminalen.
Kilde: Hirtshals Havn