Giftaffald ikke dækket af beredskabsplan
Det ekstremt giftige HCB-affald, der ankommer med skib til Nyborg havn fra Australien den 9. januar næste år, er ikke omfattet af den beredskabsplan der er udarbejdet for Kommunekemi.
Beredskabschefen i Nyborg forklarer til DR Nyheder, at der ikke er en beredskabsplan, fordi stoffet HCB ikke er omfattet af risikobekendtgørelsen. Det er de regler, der fortæller, hvordan virksomheder og myndigheder skal forholde sig, når det handler om farlige stoffer.
Selv om gifttransporten har været kendt i længere tid, er der ikke udarbejdet en ny beredskabsplan, der tager højde for det farlige stof.
Uden en beredskabsplan for HCB-affaldet ved naboerne til Kommunekemi ikke, hvad de skal gøre, hvis containerne bryder i brand og sender giften ud i området. Og HCB er et af verdens farligste stoffer.
På baggrund af den nye tvivl der nu er rejst, har miljøminister Karen Ellemann nu krævet, at myndighederne gennemgår alle aspekter af sikkerheden omkring den omdiskuterede gifttransport.
Kilde: DR Nyheder