Gidsler er overladt til deres egen skæbne
Med enkelte undtagelser har pirateriet ikke affødt de store overskrifter i danske medier eller til en bred offentlig debat om, hvad man skal gøre ved uvæsenet. Og dermed heller ikke til et pres på politikerne for at finde en løsning.
Leopards besætning filmet af deres gidseltagere.
Hver dag sætter søfarende liv og lemmer på spil for at fragte varer og forsyninger gennem piratfyldt farvand.
Frem til årsskiftet 2011/12 har 2.317 søfarende været holdt som gidsler af pirater i farvandet ud for Somalias kyst. 60 af gidslerne er døde. Ved årsskiftet blev 200 søfarende holdt som gidsler.
Med enkelte undtagelser, Danica White i 2007, CEC Future, Leopard og sejlerfamilien fra Kalundborg i foråret 2011, har pirateriet ikke affødt de store overskrifter i danske medier eller til en bred offentlig debat om, hvad man skal gøre ved uvæsenet.
Lars Bangert Struwe, Københavns Universitets Center for Militære Studier, forsker i pirateri. Han ser to overordnede årsager til, at danskerne tilsyneladende interesserer sig så lidt for sagen, selv om den indirekte påvirker os alle.
”Det handler om, hvem der er gidsler. Og det handler om, at kun få af os i dag har tilknytning til søfart eller kender nogen, der har det. Vi ved ganske enkelt for lidt om søfart, og hvad det betyder for os, og så konkluderer vi, at det ikke vedrører os”, siger Lars Bangert Struwe.
En tredje årsag er, at medierne generelt ved for lidt om pirateri.
”Før 2006 var der stort set ingen, der vidste noget om pirateri. Kun få forskere beskæftigede sig med emnet. Da jeg blev ansat på universitet i midten af 00’erne, kendte jeg af navn alle, der forskede i pirateri. Det gør jeg ikke længere, men der er fortsat ingen, der for alvor beskæftiger sig overordnet med pirateri, og de konsekvenser det har for f.eks. vores menneskesyn”, siger Struwe.
”Det er et problem, vi diskuterer meget i forskerkredse, da det er en meget omfattende opgave og enormt svært at finde ud af. Og vi er kun få forskere på det felt”.
Kapringen af Danica White i 2007 blev en øjenåbner. Pirateri og gidseltagning kom for en stund på dagsordenen, men blev snart offer for, hvad Lars Bangert Struwe kalder ”det racistiske problem”, nemlig at langt hovedparten af gidslerne har været - og er - søfarende fra ikke-europæiske eller nordamerikanske stater.
”Sad der 200 søfarende med vestlig baggrund ville der uden tvivl være sket en militær intervention. Det ville ikke være politisk acceptabelt, men da langt hovedparten af gidslerne er indere, filippinere eller kinesere, afholder politikerne sig fra denne løsning”, siger Lars Bangert Struwe.
Han erklærer sig hermed enig med administrerende direktør i Rederiet Clipper, Per Gullestrup, der tidligere har sagt noget tilsvarende. Senest er der fra rederorganisationer presset på for at intervenere militært på landjorden mod piraternes baser, men foreløbig er det blevet ved snakken.
60 søfarende er omkommet i forbindelse med pirateri og gidseltagning. Mange flere er blevet tortureret og mishandlet i forsøget på at lægge pres på rederier og familier for at få dem til at betale løsesum. Piraternes metoder stiger i voldsomhed.
Historisk ved vi, at hvis et mandskab stille og roligt overgiver sig, bliver det efterfølgende forløb ikke så voldsomt.
Lars Bangert Struwe tror ikke, at piraterne kan opruste mere, end de allerede har gjort, men han frygter for den dag, hvor et skib bevæbnet med vagter alligevel bliver kapret.
”Historisk ved vi, at hvis et mandskab stille og roligt overgiver sig, bliver det efterfølgende forløb ikke så voldsomt. Bliver der gjort voldsom modstand som fx åben ild mellem parterne, kan man frygte, at det udvikler sig til et blodbad”, siger Lars Struwe.
Kilde: Søfartens Arbejdsmiljøråd
