Genopbygning af kajen i gang i Rønne
I juli sank et stykke af den gamle krydstogtkaj i den sydlige del af Rønne Havn i havet på grund af underminering. Der har siden været fortaget en større analyse af den beskadigede kaj, og Rønne Havn går nu igang med at genetablere kajstrækningen.
”Den primære årsag til undermineringen skyldes en konstruktionssvaghed på nogle af de pæle, som er anvendt for 30 år siden. Nogle af pælene er ved kajens etablering udført med en forlængelse, som har vist sig at have et svagt punkt,” siger Jørn Nygaard, driftschef på Rønne Havn.
I løbet af de næste uger vil MT Højgaard begynde at aflaste den beskadigede kajstrækning og demontere de beskadigede pæle for efterfølgende at genetablere den beskadigede kajstrækning med nye stålpæle.
Arbejdet forventes afsluttet inden årets udgang, og det får derfor ingen konsekvenser for næste års anløb af bl.a. krydstogtsskibe.
Som en konsekvens af sommerens underminering har Rønne Havn igangsat en større analyse af alle havnens kajområder. Arbejdet bliver udført af Niras og forventes færdigt i december.
Redaktionen