Fundet skibsvrag kan være fregat fra 1772
Undervandsgruppen på Læsø har for nylig fundet et vrag, der sandsynligvis er en spansk fregat på 40 meter fra 1772, skriver TV 2 Nord. Den formodede fregat blev fundet på seks meter vand på Kobbergrunden 15 km. ud fra kysten ved Byrum på Læsø.
“Umiddelbart tror jeg, at det er en spansk fregat fra 1772,” siger ekspert i skibsvrag Gert Juhl fra vragscan.dk
Vraget kan være det spanske handelsskib Gran Cathrina Alias fra Cadiz i Spanien, der gik ned ud for Læsø den 6. oktober 1772, og altså har ligget uopdaget på havbunden indtil 21. juni i år, hvor en dykker fandt vraget og otte store kanoner.
Der skal dog flere undersøgelser til, inden det med sikkerhed kan fastslås, at det drejer sig om det spanske skib. Der kan også være tale om to mindre danske skibe, vurderer Gert Juhl.
Se indslaget fra TV 2 Nord og videoen fra Undervandsgruppen her under.
Kilde: TV 2 Nord & Undervandsgruppen.