Fuld russisk kaptajn sejlede ind i kaj
Det gik ud over molen og kajanlægget i Assens Havn, da det estiske fragtskib Symphony mandag aften skulle lægge til kaj i Assens. Den russiske kaptajn havde en promille på mere end de 2,0, som politiets alkometer kan måle.
Symphony sejlede først ind i molen og derefter i kajen. Skibet, der er 99 meter langt og 14 meter bredt, er bygget i 1975 og har en dødvægt på 3.336 ton. Det bruges normalt til transport af træflis og –kævler.
Assens Havn kunne tirsdag formiddag melde om mange nysgerrige forbipasserende i havneområdet, hvor besætningen ombord på fragtskibet arbejdede med at losse lasten af træflis. Imens måtte kaptajnen forklare sig over for politiet.
Kilde: fyens.dk