Fremgang i godsmængden på Horsens havn
De første fem måneder af 2018 året lover godt for Horsens Havn. Ved udgangen af maj måned lå godsomsætningen på godt 341.000 ton, hvilket er 20.000 ton bedre end i 2017 og kun godt 10.000 ton under rekordåret 2016.
”Omsætningen viser tydeligt, at det lokale erhvervsliv har behov for Horsens Havn. Flere af vores kernekunder har haft mere gods over kajen, og samtidig kommer der flere nye til. Noget af godset fragtes længere ind i Danmark, men det bliver primært anvendt lokalt i Horsens”, siger havnedirektør Claus Holm Christensen.
Havnedirektøren pointerer samtidig, at havnen løbende tilpasser sig de rammebetingelser, der er udstukket. Senest er en række procedurer på havnen blevet justeret, så naboer og omgivelser mærker mindre til støv og støj fra byens aktive erhvervshavn.
Redaktionen