Fremgang for Mols-Linien
Mols-Liniens økonomi blev forbedret i 2013, og der forventes overskud i 2014, er meldingen fra rederiet oven på offentliggørelsen af årsregnskabet for 2013. Det skyldes omfattende omstruktureringer, investeringer og en kundevækst på 25 procent.
”På få år har vi skabt en mere konkurrencedygtig og fremtidssikret forretning. Vi har investeret i fremtiden med to nye hurtigfærger, og vores koncept er blevet taget godt imod af kunderne, som har valgt os til i stor stil. Sidste år producerede vi en vækst i antallet af kunder på 25 procent og høstede en stigning i vores markedsandel på 23 procent i forhold til året før”, siger Frantz Palludan, bestyrelsesformand i Mols-Linien.
Omsætningen i Mols-Linien steg med 15 procent i 2013 sammenlignet med året før og sluttede på 535,5 mio. kr. Nettoresultatet blev forbedret med knap 40 procent og endte med et underskud på 35,1 mio. kr. før skat. Det er en forbedring på 53, 4 mio. kr. i forhold til 2012.
Færgerederiet oplever i øjeblikket 30 procent flere biler pr. afgang sammenlignet med sidste år. Det skyldes blandt andet indsættelsen af de to helt nye moderne færger, en mere markedsorienteret og differentieret prisstrategi, opgraderinger og ombygninger på færgerne samt den nye motortrafikvej mod Odden, som åbnede i slutningen af november. Mols-Linien oplever nu, at den forbedrede rejsetid for alvor har slået igennem hos de mange rejsende. Det får alt sammen Mols-Linien til at forvente overskud på bundlinjen i 2014.
Kilde: Mols-Linien