Frederikshavn siger nej til Sæby Havn
Læsø skal ikke regne med en hjælpende hånd fra Frederikshavn Kommune i bestræbelserne på at forbedre færgebetjeningen af øen. Frederikshavn kommune vil ikke gå med til at flytte færgelejet til Sæby Havn, selv om det vil give kortere sejltid til Læsø.
"Det passer på ingen måde med de planer, vi har for Sæby Havn, hvor der er gang i planlægningen af en udvidelse. Og hovedlinjen i både havn og udvidelse er, at Sæby Havn skal være en rekreativ havn", siger borgmester Erik Sørensen, Frederikshavn Kommune, til nordjyske.dk
Der er ellers behov for med kortere sejltid at forbedre forbindelsen mellem Læsø og fastlandet, hvis affolkningen af Læsø skal vendes, og antallet af erhvervsaktive indbyggere forøges. Det fastslår en ny forundersøgelse, som Læsø Kommune og Dong Energy har lavet i samarbejde.
"Et færgeleje er absolut ikke rekreativt, og desuden gør der sig det gældende, at der til en færgerute hører infrastruktur, som passer til den, og det er der ikke i Sæby. Det vil i givet fald koste rigtig mange penge at skaffe de nødvendige anlæg til trafikafvikling, og det er da en udgift, som Frederikshavn Kommune ikke vil påtage sig", siger borgmesteren til avisen.
Kilde: nordjyske.dk