Første hold skibsførere i Skagen
Efter nytår starter første hold skibsførere på Skagen Skipperskole. Dermed er alle maritimt rettede uddannelser nu repræsenteret i Nordjylland. De færdiguddannede kan se frem til stort set sikker beskæftigelse.
”Skagen Skipperskole har altid haft som målsætning at uddanne dygtige skippere til Det Blå Danmark. Nu tager vi et stort skridt og giver søfarende fra hele landet mulighed for at uddanne sig til skibsfører med mulighed for at føre skibe, uanset størrelse, på alle verdenshave. Søgningen til den tilsvarende bacheloruddannelse fra de gymnasiale uddannelser er slet ikke høj nok til at imødekomme behovet i branchen. Derfor er vi glade for at kunne give de mange nuværende søfolk mulighed for at efteruddanne sig til skibsfører på bare ét år for sætteskippernes vedkommende og ellers på 2½ år for uddannede skibsassistenter med erfaring fra søen”, siger Anders Andersen, forstander for Skagen Skipperskole.
Skibsføreruddannelsen i Skagen er rettet mod nuværende sætteskippere, skibsassistenter eller håndværkere, som har opnået tilstrækkelig praktisk sejl-erfaring.
Martec og Skagen Skipperskole har indgået en formel samarbejdsaftale, som blandt andet involverer, at studerende på den nye skibsføreruddannelse skal modtage undervisning fra Martec. Der samarbejdes allerede med Frederikshavn Gymnasium & HF Kursus omkring den 3-årige maritime HF Søfart, som også indeholder et togt med Skoleskibet Danmark og dermed grunduddannelsen til skibsassistent.
Direktør på Martec, Pia Ankerstjerne, er glad for, at de maritime uddannelsesinstitutioner arbejder sammen på tværs, og at alle maritimt rettede uddannelser nu er repræsenteret i landsdelen:
”Nordjylland har en markant blå profil, især inden for maritim service og vedligehold, og har også meget stolte traditioner som søfarende. Den positive udvikling i den blå branche kan styrkes, hvis branchens behov og udvikling understøttes af uddannelsesinstitutionerne. Samarbejdet med Skagen Skipperskole omkring skibsfører og HF Søfart viser på fineste vis, at vi står sammen om at øge mulighederne for en blå karriere i Nordjylland”.
Med skibsføreruddannelsen kan Nordjylland nu tilbyde hele paletten af ”blå” uddannelser.
Maritimt rettede uddannelser i Nordjylland: Maskinmester (professionsbachelor) Skibsfører (erhvervs-/ efteruddannelse) Fisker (erhvervsuddannelse) Sætteskipper (erhvervs-/ efteruddannelse) Kystskipper (erhvervs-/ efteruddannelse) HF Søfart (gymnasial uddannelse) Skibsmontør (erhvervsuddannelse) Skibsmekaniker (erhvervsuddannelse) Skibsassistent (erhvervsuddannelse) Skibskok (efteruddannelse)
Derudover beskæftiger erhvervet mange faglærte som for eksempel smede, elektrikere, industriteknikere og inden for automation og IT.
Kilde: Martec