Flygtningeskib er kommet sikkert i havn
Skibet Ezadeen, som sejlede rundt uden besætning men med 450 flygtninge ombord, har nu anløbet den italienske havn i Corigliano Calabro. Ifølge den italienske kystvagt var alle flygtninge ombord fra Syrien, og de bliver nu kørt til andre dele af Italien.
”Det vi for øjeblikket er vidne til er åbningen af en ny flygtningerute, hvor smuglere, der har købt gamle skrotmodne fragtskibe, afsejler fra Tyrkiet”, siger Izabella Cooper, talsperson for Frontex, der er EU’s grænseagentur i området.
Den italienske kystvagt modtog et nødopkald fra en af flygtningene, der brugte radioen ombord på skibet og fortalte kystvagten:
”Vi er uden besætning, vi har kurs mod den italienske kyst, og vi har ingen til at styre”. Den italienske kystvagt lod derefter nogle folk fire ned med helikopter, og de fik manøvreret skibet sikkert i havn.
Det 73 meter lange skib Ezadeen er bygget i 1966 og er indregistreret i Sierra Leone. Det tilhører et libanesisk firma.
Kilde: BBC