FLSmidth får russisk havnekontrakt
FLSmidth har indgået en EPS-kontrakt (Engineering, Procurement og Supervision) til en værdi af mere end 160 millioner EUR med den russiske havneeksportterminalejer OTEKO-Portservice LLC på levering af ingeniørarbejde, samt levering og supervision af materialehåndteringsudstyr.
”FLSmidth og Oteko har længe samarbejdet om dette projekt og har nu fundet en teknisk og kommercielt bæredygtig løsning, så vi kan igangsætte projektet på trods af modvind på råvaremarkedet. Ordren omfatter leverancer og services fra forskellige forretningsenheder i FLSmidth og er særligt værdifuld i en periode med lave anlægsinvesteringer i mineral- og mineindustrien”, siger koncerndirektør for Minerals-divisionen Manfred Schaffer.
Udstyret skal installeres på havnen i Taman, som er beliggende på den russiske Sortehavskyst, cirka 1.500 km syd for hovedstaden Moskva. Ordren er en del af opførelsen af en ny fragtterminal, der skal håndtere den stigende eksport af kul, jernmalm, svovl og gødningsstoffer fra produktionssites i Rusland.
Leverancen omfatter jernbanevogne til losning, sigtning og knusning, lagermaskiner, skibslæsseanlæg og tilhørende transportanlæg, herunder hjælpeudstyr, så som støvdæmpnings- eller prøvetagningsudstyr.
Kilde: FLSmidth