Fjord Line-færger topper miljøliste
Fjord Lines færger Bergensfjord og Stavangerfjord topper miljøskibsindekset Environmental Ship Index, som identificerer de skibe, der har det laveste udslip og giver dem karakter alt efter, hvor miljøvenlige de er. Ni ud af de 10 højst placerede skibe på listen er ejet af norske rederier. Men et dansk islæt er der dog også på listen, for både Bergensfjord og Stavangerfjord sejler under dansk flag.
Bergensfjord og Stavangerfjord topper miljøskibsindekset, fordi de udelukkende sejler på LNG, hvilket vil sige, at de ikke behøver diesel eller olie for at tænde gassen, sådan som dual fuel-motorer behøver.
Det var i øvrigt også lige præcis det forhold, der gjorde, at Bergensfjord under Danish Maritime Fair i oktober måned blev kåret som Årets danske skib 2014.
Efter Bergensfjord og Stavangerfjord ligger på miljøskibsindeksets liste skibene Seven Viking fra Eidesvik, Bergen Star fra Bergen Tankers og Normand Arctic fra Solstad Offshore.
På listen finder man også Viking Lady ejet af rederiet Eidesvik. Dette skib er udstyret med et hybridsystem i form af brændselscelle og batteripakke og er udstyret med dual fuel-motorer fra Wartsilä.
Pointscoren beregnes ud fra, hvor meget CO2, NOx og SOx, som det enkelte skib udleder, og desuden præmieres det, hvis skibet kan koble sig på landstrøm. Der er flere LNG-drevne skibe på listen.
Kilde: tu.no