Fiskere når ikke at bruge sperlingkvote
Industriflåden på Vestkysten har nu i kun godt fjorten dage til at kunne fiske efter den vigtige industrifisk sperling i Nordsøen. Dekan slet ikke nå at fange den tildelte kvote. Sperlingen kunne ellers være blevet et lille økonomisk plaster på såret i et dårligt år for hele branchen.
”Vi har siden 1. november modtaget over 5000 ton sperling, så det er et fiskeri, der går godt i øjeblikket”, siger direktør Christian Bisgaard fra fiskeindustrien Triple Nine i Thyborøn.
Fiskerne og fiskemelsindustrien tabte flere hundrede millioner kroner på det svigtende fiskeri efter tobis i forsommeren. Da biologerne så anbefalede en stor kvote af sperling i efteråret, gik der flere uger inden den endelige tilladelse til fiskeriet kom igennem EU's bureaukrati.
Kvoten for sperling er på hele 70.000 ton for resten af året.
”Men det kan fiskerne umuligt nå at fange, selv ikke hvis vejret bliver godt”, siger Christian Bisgaard fra Triple Nine i Thyborøn.
Bestanden af sperling har det så godt, at der er udsigt til en kvote næste år på hele 400.000 ton.
Kilde:dr.dk/P4/Vest