Fire kan byde på Skagen havns udvidelse
Der er både danske og udenlandske firmaer samt konsortier blandt de fire ansøgere, der er blevet prækvalificeret til at afgive tilbud på etape 3 udvidelsen af Skagen havn. Syv ansøgere anmodede om at blive prækvalificeret til at byde på udførelsen af etape 3 udvidelsen af Skagen havn.
”De fire bydere er valgt primært på de referencer, som de har sendt på tidligere tilsvarende opgaver. Her har kontraktværdien, kompleksiteten og nutidigheden i forhold til sammenligneligheden med Skagen Havns forestående udvidelse haft stor betydning”, siger Claus Quist Nielsen, senior projektleder hos Cowi A/S, der er havnens bygherrerådgiver på udvidelsen.
Havnen har nu givet besked til de fire godkendte bydere, som senest den 10. januar 2019 skal fremsende deres tilbud. Det drejer sig om: det dansk ledede konsortium med CG. Jensen A/S i spidsen, det belgiske konsortium The Skaw JV med N.V. BESIX S.A. i spidsen, den danske entreprenør Per Aarsleff A/S samt den spanske entreprenør Obrascón Huarte Lain, S.A.
Udvidelsen omfatter blandt andet 975 meter ny kaj med 11 til 13 meters vanddybde samt 190.000 kvm nyt landareal. Havnen har givet rammerne for udvidelsen, og de fire bydere skal nu komme med deres tilbud på, hvordan de vil opbygge moler, kajanlæg mv. med en samlet pris og tidsplan.
Efter den 10. januar går Skagen Havn ind i en forhandlingsrunde med én eller flere tilbudsgivere, og man forventer at kunne underskrive den endelige kontrakt i 1. kvartal 2019.
Kilde: Skagen Havn