Færgen: Mols-Liniens færger uegnede
Rederiet Færgen mener, der er 16 forhold, som gør, at Mols-Linien, ifølge Færgens opfattelse, ikke lever op til kravene i udbuddet om sejladsen til og fra Bornholm. Det viser den aktindsigt, som DR Bornholm har fået i Færgens klage. Mols-Linien afviser klagepunkterne.
”Det flyver med påstande i øjeblikket, og det er nok naturlige følger af en klagesag. Vi vil gerne understrege, at de færger, som Mols-Linien har budt ind med på de bornholmske ruter, vil være 100 procent tilpasset sejllads i Østersøen, skriver Mols-Liniens administrerende direktør Søren Jespersen i en kommentar til TV 2/Bornholm.
Færgen mener blandt andet ikke, at Mols-Liniens hurtigfærger er egnet til at sejle i Østersøens korte, krappe bølger. Samtidig vil Mols-Linien, ifølge Færgen, have problemer med at tømme bildækket og fylde det igen i højsæsonen på de 40 minutter, som kravet er i udbuddet.
Transport- og Bygningsministeriet havde tildelt Mols Linien A/S kontrakt om samfundsbegrundet færgebetjening af Bornholm fra den 1. september 2018 til den 31. august 2028. Kontrakten herom forventedes underskrevet efter udløb af standstill- perioden på 10 dage, der sluttede den 20. maj.
Kort inden fristen for indsigelse udløb, ankede Færgen. Rederiet har af Transportministeriet fået aktindsigt i Mols-Liniens tilbud. Færgens klage bliver behandlet af Klagenævnet for Udbud.
Kilde: DR