Europæiske lodser tilfreds med EU-aftale
Mandag den 27. juni nåede repræsentanter for de lovgivende institutioner i EU til enighed om en ny havnepakke. Den europæiske lodsorganisation, EMPA, glæder sig over aftalen, der advarer imod konkurrenceudsættelse af lodsning i Europa.
”EMPA, The European Maritime Pilots' Association, glæder sig over det velafbalancerede og sammenhængende resultat af den omfattende lovgivningsproces. Vi mener, at den nye forordning vil vise sig at være et vigtigt juridisk redskab for yderligere bæredygtig vækst og udvikling af de vigtige europæiske havne- og shippingindustrier” skriver EMPA i en pressemeddelelse.
Et vigtig og klart signal besluttet af Europa-Parlamentet på plenarmødet den 8. marts i år, er, at maritim lodsning, på grund af sine public service-forpligtelser, ikke bør være underlagt markedskræfterne. Resultatet af trepartsmødet respekterer dette vigtige signal, med følgende begrundelse:
”Lodsning giver en væsentlig og enestående service til shippingbranchen, som, hvis der åbnes for konkurrence, vil kunne bringe sikkerheden til søs, beskyttelse af miljøet og effektiviteten af havnene i fare”, skriver EMPA.
EMPA er helt enig i havneservice forordningens fælles regler om uddannelse, finansiel gennemskuelighed, havneservice og infrastrukturafgifter.
Kilde: Søfartens Ledere