Euronav udskyder New York notering
Den belgiske tankskibsejer Euronav ansøgte i september om at blive noteret på børsen i New York for at få kapital til at indfri anden gæld, finansiere nybygninger samt købene af brugte skibe. Selskabet har nu udskudt den planlagte børsnotering.
”Ugunstige forhold i kapitalmarkederne er årsag til udskydelsen. Virksomheden vil fortsætte med at vurdere den mest hensigtsmæssige timing for notering alt efter, hvordan markedsvilkårene udvikler sig”, skriver rederiet i en meddelelse.
Selskabet, der er noteret på Euronext Bruxelles, oplyste ikke i september, hvor mange aktier man ønskede at sælge via New York Stock Exchange under symbolet "EURN" og hvor stor en sum penge, man ventede at rejse.
Euronav har arbejdet på en plan for den amerikanske børsnotering i flere måneder. I december 2013, afslørede selskabet, at man havde hyret BNB Markets og RMK Maritime til at yde finansiel rådgivning i forbindelse med den kommende børsnotering. Deutsche Bank, Citigroup, JP Morgan og Morgan Stanley skulle i fællesskab stå for den praktiske gennemførelse.
I januar faldt salget af 15 VLCC skibe fra Maersk Tankers på plads. Supertankerne vil løbende blive overdraget til Euronav, der efter handlen råder over én af verdens største VLCC-flåder.
Kilde: TradeWinds