EU vedtager arktisk strategi
EU har præsenteret en ny arktisk strategi, som spænder vidt fra miljøbeskyttelse til internationalt samarbejde. Danmarks Rederiforening mener, at EU i arbejdet med strategien først og fremmest bør understøtte arbejdet i Arktisk Råd og IMO.
”EU’s arktiske strategi er et interessant og bredt initiativ, som er udtryk for et øget europæisk fokus på Arktis. EU skal dog være påpasselig med at iværksætte for mange parallelle initiativer i Arktis, som vil konkurrere med eksisterende og velfungerende fora, som eksempelvis Arktisk Råd”, siger Simon C. Bergulf, EU-chef i Danmarks Rederiforening.
Den arktiske strategi indeholder et væld af initiativer til en aktiv rolle for EU i Arktis. Strategien opfordrer blandt andet til at imødegå black carbon og metan-emissioner, men også til at garantere trygge og sikre maritime aktiviteter i Arktis. Fokus er blandt andet på sikkerhedstrusler forbundet med brugen af Nordøstpassagen og det begrænsede søredningsberedskab i regionen.
”IMO og Arktisk Råd har vist deres evne til at drøfte de mange komplekse problemstillinger i Arktis. Derfor bør man fortsat sikre, at internationale regler har prioritet i forhold til regionale regler, som ikke vil kunne håndhæves ligeså effektivt. EU bør i stedet fokusere på de områder, hvor EU virkelig kan give en merværdi. For eksempel inden for støtte til forskning og udvikling samt investeringer i forskellige former for infrastruktur i Arktis”, siger Simon C. Bergulf.
Kilde: Danmarks Rederiforening