EU-aftale skal afværge indonesisk særlov
Indonesiens regering har for nylig fremlagt et lovforslag, der reserverer laster som kul, palmeolie og ris til indonesiske skibe. Både fra dansk og international side advares imod den form for protektionistiske love, der er problematisk for danske og internationale rederier, men også for Indonesien selv.
”Denne form for protektionisme er desværre en udfordring, vi møder i stigende grad ude i verden. I det her tilfælde er der ingen tvivl om, at det vil ramme både danske og internationale rederier – men i særdeleshed også indonesernes egen økonomi. Vi håber, at EU-Kommissionen gennem forhandlingerne med Indonesien kan få afværget den endelige implementering af lovgivningen,” siger Jacob K. Clasen, direktør i Danske Rederier.
En ny lovgivning, der skal sikre indonesiske skibe særlig favorabel adgang til laster af kul, palmeolie og ris, blev for nylig introduceret af den indonesiske regering og står til at træde i kraft 1. maj 2020.
Indonesien er dansk søfarts fjerdestørste marked på tørlast – og flere danske rederier har aktiviteter inden for de varegrupper, som berøres. Den foreslåede lovgivning er problematisk, da den diskriminerer danske og internationale rederier, men også fordi den indonesiske flåde i dag ikke er så stor ,at den kan fragte de berørte varemængder ud af landet.
I dag finder sjette forhandlingsrunde mellem EU-Kommissionen og Indonesien om en handelsaftale sted i Jakarta. Danske Rederier håber, at EU’s forhandlere kan opnå resultater gennem dialog med de indonesiske myndigheder.
Dansk søfarts samlede eksportaktiviteter til Indonesien løb i 2017 op i 2,9 milliarder kroner. Af de samlede aktiviteter udgjorde tørlastaktiviteter cirka 40 procent, svarende til 1,17 milliarder kroner.
Kilde: Danske Rederier