Esvagt-chef tror ikke på brexit-aftale
Topchefen i Esvagt, Peter Lytzen, tror ikke længere på, at EU og Storbritannien bliver enige om en handelsaftale. Han forbereder i stedet virksomheden på en fremtid, hvor briterne kan opsætte barrierer for samhandlen, skriver Børsen.
Ifølge den britiske premierminister Boris Johnson skulle dagen i dag - den 15. oktober -
være deadline for en handelsaftale mellem EU og Storbritannien.
Men det gælder så ikke alligevel, forstår man på de seneste udmeldinger fra briterne.
Derfor fortsætter forhandlingerne mellem parterne om en handelsaftale, der skal træde i kraft den 1. januar, hvor Storbritanniens overgangsordning slutter.
Men Peter Lytzen har opgivet håbet:
“Jeg tror ikke på det mere. Det, jeg hører, er, at der ikke rigtigt sker noget i forhandlingerne. Jeg tror, der er for mange problemer til, at det kan falde på plads, ” siger han til Børsen.
Derfor har rederiet forberedt sig på en fremtid, hvor samhandlen skal ske efter WTO-regler, og hvor Storbritannien kan opsætte barrierer for tjenestehandel og søfart.
Esvagt henter ca. halvdelen af sin omsætning i Storbritannien og er derfor begyndt at byde på opgaver i USA for at gøre sig mindre sårbare, ligesom rederiet har indgået aftaler med britiske leverandører og har sikret sig mulighed for at skifte besætning til søs, så skibene kan blive i britisk farvand.
Ifølge Lytzen er det værste ved situationen den store usikkerhed, der koster tid og kræfter.
Kilde: Børsen