Esbjerg Havn får ny direktør
Esbjerg Havn får ny direktør den 1. april 2019, når den 45-årige Dennis Jul Pedersen tiltræder stillingen som havnedirektør. Dennis Jul Pedersen efterfølger havnedirektør Ole Ingrisch, som efter 16 år forlader Esbjerg Havn ved udgangen af februar 2019 for at gå på pension.
”Jeg er meget glad for at kunne byde Dennis Jul Pedersen velkommen som direktør for Esbjerg Havn. Dennis er en stærk profil inden for forretningsudvikling og har arbejdet indenfor Esbjerg Havns tre strategiske fokusområder: skibsfart, vind og olie/gas. Samtidig vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke Ole Ingrisch for med strategisk tæft, konsekvent eksekvering og et brændende engagement at have ført Esbjerg Havn helt frem i førerfeltet blandt havnene i Nordeuropa”, siger Flemming N. Enevoldsen, formand for Esbjerg Havns bestyrelse.
Dennis Jul Pedersen kommer senest fra en stilling som CEO hos NSG Wind, hvor han har stået i spidsen for offshore-koncernen NorSea Group's aktiviteter inden for havvindmølleindustrien. Dennis Jul Pedersen har tidligere bestredet ledende stillinger i ind- og udland i både offshore-virksomheder og maritime virksomheder, bl.a. som General Manager i Singapore-baserede Milaha Offshore Service samt gennem ansættelse i virksomheder som Gulf Marine Services, Fugro-Geoteam, Siem Offshore og Maersk Oil.
Dennis Jul Pedersen er oprindeligt uddannet skibsfører og løjtnant i Søværnet og har senere taget en MBA inden for Olie & Gas. Efter adskillige år i udlandet er Dennis Jul Pedersen nu igen bosat i Esbjerg med sin familie.
Kilde: Esbjerg Havn