Esbern Snare kommer hjem på fredag
Efter at have været udsendt til internationale opgaver siden september 2013 vender det danske krigsskib Esbern Snare endelig hjem til Danmark nu på fredag. Skibet sluttede jagten på somaliske pirater den 7. december og er nu på vej hjem til Frederikshavn.
Dermed afslutter Danmark også sin piratstrategi, som udløber til nytår, skriver fyens.dk, der citerer Ritzau. Regeringen forbereder dog en ny piratstrategi, men om det betyder, at Esbern Snare endnu engang skal udsendes til farvandet ud for Somalia, vides endnu ikke.
Esbern Snare afsejlede den 21. september 2013 for at deltage i NATO’s antipirat-operation Ocean Shield ud for Somalia. I december 2013 blev Esbern Snare derefter sendt til Middelhavet, hvor det var flagskib i den dansk ledede operation Recsyr, der havde til formål at transportere kemiske våben ud af Syrien. Her var Esbern Snare ind til maj måned i år, hvor skibet sejlede tilbage til Det Indiske Ocean, hvor Esbern Snare blev indsat som flagskib for Ocean Shield.
Kilde: fyens.dk