Ellen tages ud af drift for batteritjek
Der bliver ingen overfarter mellem Søby på Ærø og Fynshav på Als den 12. og 13. august, fordi Ærøfærgerne har valgt at tage elfærgen Ellen ud af drift et par dage på grund af en test af færgens batterier. Leverandøren har lovet at skifte dem, der ikke leverer fuldt ud.
“Det handler om at få optimeret batteripakken og tjekke, at alt er, som det skal være. Så får vi gratis skiftet de gamle batterier, som ikke leverer optimalt, ud med nye batterier, som kan holde 15 procent mere strøm. Det ville være dumt ikke at tage imod det tilbud,” siger Halfdan Abrahamsen, presse- og informationsansvarlig i Ærø EnergyLab til fyens.dk.
EnergyLab er det kontor, som administrerer og informerer om kommunens nye initiativer og projekter på området for vedvarende energi.
Ellen sejlede ud på sin jomfrurejse med passagerer den 15. august i fjor, stærkt forsinket i forhold til den oprindelige plan.
En statusrapport fra juni om det EU-støttede projekt viste, at ekstraomkostningerne til at bygge en elfærge vil være tjent hjem allerede efter 5-8 år.
Kilde: fyens.dk