Efterårsrengøring på havbunden
67 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig er søværnets minerydningsenhed - MCM Danmark - og Frømandskorpsets minedykkere stadig i gang med at fjerne søminer, Et tidskrævende og besværligt arbejde.
””Det er bemærkelsesværdigt, at vi efter alle de år stadig kan finde så mange miner i det her område. Forrige år blev der fundet en masse miner mellem Sejerø og Aarhus. I år fandt vi otte stykker inden for et relativt lille område”, siger orlogskaptajn Lars Møller, som er chef for søværnets minedykkere.
De otte søminer blev fundet under søværnets internationale øvelse DANEX NOCO, som fandt sted fra 3. til 12. september.
”Det kedelige ved de otte miner, som blev fundet under øvelse DANEX, er, at nogle af dem ligger oven på et kabelfelt”, siger Lars Møller.
Derfor blev opgaven med at rydde de otte miner ekstra krævende. Nogle af dem måtte decideret flyttes ved hjælp af en gul hæveballon, mens andre, som lå knap så tæt på kablet, blev sprængt væk ved hjælp af en særlig forsigtig teknik.
”Jeg synes, det gik rigtigt godt. Først åbnede vi de miner, vi kunne sprænge på stedet med en mindre detonation – som man kalder low order teknikken – hvor vi får åbnet minerne lidt. På den måde kan vi dæmpe eksplosionen, når vi bortsprænger minen”, siger Lars Møller.
Med denne metode undgik minørerne at skade de undersøiske kabler.
I onsdags bortsprængte de to miner, mens de sidste seks blev ryddet af vejen lørdag. MCM Danmark er samtidig rykket til Langelandsbæltet, hvor de leder efter søminer fra både Første og Anden Verdenskrig.
Se videoklip på Forsvarskanalen
Kilde: SOK