Dramatisk år i vente for Mærsk
Usikkerheden i verdensøkonomien er lige nu så stor, at s A.P. Møller-Mærsk prognose for 2009 bliver blandt de sværeste, som ledelsen på Esplanaden nogensinde har udarbejdet. Det står fast, selv om selskabet har overrasket med et fjerde kvartal, der langtfra har udviklet sig så slemt som frygtet.
"Som verden udvikler sig, er der meget stor usikkerhed i øjeblikket", siger finansdirektør Søren Thorup Sørensen, til dagbladet Børsen. Han understreger, at han ikke vil kommentere, hvordan virksomheden ser udviklingen i 2009 før årsregnskabet 5. marts.
Bredt regner de fleste aktieanalytikere med, at A.P. Møller-Mærsk vil være meget tilbageholdende med udsigterne for i år.
"Tingene bremser meget hårdt op nu, og udbuddet kommer til at overstige efterspørgslen", siger Stephen Rammer, aktiestrateg i Formuepleje, til avisen.
Tidligere har analytikere spået, at A.P. Møller- Mærsk risikerer at melde ud om et fald i indtjeningen på helt ned til 11 mia. kr. Det er især Maersk Line, som vil trække koncernens samlede indtjening ned i år.
"Vi regner med, at 2009 bliver væsentligt dårligere end 2008. Vores vurdering er fortsat, at Maersk Line kommer til at tabe 6,5 mia. kr.", siger Henrik Lund, analysechef i Carnegie.
Kilde: Dagbladet Børsen