DONG Energy får ny CEO for E&P
Søren Gath Hansen træder tilbage som koncerndirektør og CEO for forretningsområdet Exploration & Production. Hans efterfølger, David B. Cook, kommer fra en stilling som Executive Officer og Head of Oil & Gas i Abu Dhabi's nationale energiselskab, TAQA. Han tiltræder den 15. december 2014.
”Jeg er glad for, at vi har kunnet tiltrække David B. Cook til stillingen som CEO for vores E&P-forretning og Group Executive Vice President, og vi byder David og hans familie velkommen til Danmark. David har en lang og imponerende karriere i BP bag sig og har senest haft stor succes som ansvarlig for olie- og gasforretningen i TAQA, Abu Dhabi's statsejede energiselskab”, siger DONG Energy's adm. direktør Henrik Poulsen.
Den 60-årige Søren Gath Hansen fortsætter i DONG Energy som chef for koncernens sikkerheds- og miljøaktiviteter (QHSE).
David B. Cook udnævnes som ny koncerndirektør og CEO for forretningsområdet Exploration & Production og Group Executive Vice President i DONG Energy. David er 52 år, amerikaner og kommer senest fra en stilling som Executive Officer og Head of Oil & Gas hos TAQA, Abu Dhabi's nationale energiselskab.
Før dette har han arbejdet i BP inden for både E&P drift, efterforskning og kommercielle funktioner. David er uddannet geolog og geofysiker og har en Ph.D. i geologi fra Michigan State University.
Om David B. Cook
• 2010-2014: Executive Officer og Head of Oil & Gas, TAQA i UAE. • 2008-2010: Vice President, BP Russia Offshore • 2005-2008: Vice President, BP Sakhalin • 1998-2005: Kommercielle og tekniske funktioner, BP & TNK-BP • 1988-1998: Kommercielle og tekniske funktioner, Amoco • 1988: Ph.D. i geologi, Michigan State University • 1984: B.Sc. i geologi med geofysik option, Michigan State University.
Kilde: DONG Energy