DFDS opnår rekordresultat i 3. kvartal.
DFDS fik rekordresultat i årets 3. Kvartal med et overskud før skat på 595 millioner kroner mod 375 millioner i samme kvartal 2014. Omsætningen steg til 3,8 milliarder kroner fra 3,6 milliarder i 3. Kvartal 2014.
”Med vores investering i kundefokus og konstante jagt på mere effektiv drift kunne vi drage fordel af væksten i flere af vores nøglemarkeder og opnå et rekordresultat i tredje kvartal. Vi fortsætter arbejdet med at forbedre resultaterne for aktiviteter med for lave resultater og forberede DFDS på fremtidige udfordringer”, siger CEO Niels Smedegaard.
De tre første kvartaler 2015 gav et overskud på 886 millioner kroner før skat en vækst på 420 millioner i forhold til samme periode i 2014. Omsætningen voksede med en lille halv milliard kroner fra 9,7 milliarder i de første ni måneder i2014 til til 10,2 milliarder i samme periode 2015.
På baggrund af kvartalsresultatet og fortsat mængdevækst i oktober øges resultatforventningen til hele året til et EBITDA på 2,0-2,1 milliard kroner før skat og særlige poster fra de 1,8-1,9 milliarder, som rederiet annoncerede i august.
DFDS opnåede en stærk organisk omsætningsvækst på 11 procent i tredje kvartal drevet af 9 procent højere shipping-fragtmængder og 11 procent flere passagerer samt øget omsætning pr. enhed.
Alle fem shipping forretningsenheder forbedrede resultaterne i tredje kvartal, især enhederne Channel, Passenger og North Sea.
Resultatet for Logistics Division var på niveau med sidste år og som forventet. Sammenlignet med sidste år blev driftsmarginalen reduceret af implementeringen af en ny logistikkontrakt for bilindustrien og lavere indtjening i Norge.
Kilde: DFDS