DFDS konkurrent løber tør for penge
DFDS nye konkurrent på overfarten mellem Calais og Dover, My Ferry Link, er ifølge Lloyds Loading List tæt på at løbe tør for penge. Rederiet har endnu ikke fået udbetalt et beløb på 8 - 10 millioner euro af SeaFrance konkursbo.
De manglende penge stammer fra et beløb, der er afsat til at hjælpe 350 - 400 tidligere SeaFrance ansatte i arbejde igen, efter at rederiet gik konkurs.
My Link Ferry startede den 20. august en rute op mellem Calais & Dover, i konkurrence med den rute som DFDS og LD Lines åbnede, efter SeaFrance indstillede sejladsen på ruten.
Direktøren for My Ferry Link, Jean-Michel Giguet, bekræfter overfor Lloyds Loading List, at aktiveringsmidlerne ikke er kommet til udbetaling, men giver ingen begrundelse for, hvorfor det ikke er sket.
”Aktiveringsmidlerne er en del af vores forretningsgrundlag, og jeg er overbevist om, at de snart vil komme til udbetaling”, siger Jean-Michel Giguet.
”Det haster med at få pengene nu, da vores likviditet er presset”.
Giguet siger til Lloyds Loading List, at rederiet var indstillet på en vanskelig start, da sejladsen først kom i gang samtidig med at højsæsonen sluttede.
”Yderligere er vi påvirket af, at der gik ni måneder fra SeaFrance stoppede og indtil vi kom i gang. I den periode har vi fået alvorlig konkurrence på ruten”, siger Giguet.
My Ferry Link driver ruten med to færger chartret af Eurotunnel, der købte færgerne ud af SeaFrances konkursbo.
Kilde: Lloyds Loading List