Det kan være dyrt at spare lodsudgift
Den maltesiske bulkcarrier Rapallo, der torsdag gik på grund ved Anholt, kan se frem til en pænt stor regning før skibet er tilbage i drift. Alene omkostningerne til Danmarks miljøskibe, der holder øje med eventuelt udslip fra skibet udgør minimum 50.000 kroner i døgnet.
Når et skib grundstøder, sendes et af Søværnets miljøskibe til grundstødningsstedet, hvor det normalt ligger standby, til skibet er fri. Ifølge Opklaringsenhedens rapport "Grundstødninger og kollisioner i Storebælt 1997 - 2005" kostede det dengang omkring 50.000 kroner i døgnet at have et af de små miljøskibe, som Mette og Marie Miljø, på standby. Søværnets store miljøskib, Gunnar Seidenfaden, koster omkring 200.000 kroner i døgnet.
Søværnet vandt i 2005 to sager ved Sø- og Handelsretten, der afgjorde, at grundstødte skibe skal betale for miljøskibenes standbytid.
Oven i udgiften for miljøskibene kan der så komme omkostninger til bjærgning, evt. lægtring, reparation, forsinkelse, mistede dagsrater, beskadigelse af lasten, bøder, ophold på værft, oprensning efter forurening m.v. Omkostninger, der nemt kan løbe op i millionbeløb.
Hvis Rapallo havde taget lods på hele strækningen til Skagen, som IMO anbefaler. ville det ifølge DanPilots takster for 2013, have kostet skibet omkring 19.000 kroner at beholde lodsen til Skagen, hele vejen uden om Anholt, så grundstødningen kunne have været undgået.
Kilde: Søfartens Ledere